• Frankrigs premierminister maner til besindelse efter mere end 50 overfald på kandidater

    来源: BDK Borsnyt / 06 7月 2024 07:08:07   America/New_York

    Frankrigs premierminister, Gabriel Attal, maner til besindelse, efter at der er rapporteret om mere end 50 overfald på kandidater og kampagnefolk i Frankrig i løbet af den nuværende valgkamp. »Vold og intimidering hører ikke hjemme i vores demokrati,« skriver premierministeren på det sociale medie X. Ifølge France 24 skulle Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, have oplyst til tv-stationen BFMTV, at mere end 30 personer fra både den yderste venstre- og højrefløj er blevet anholdt i forbindelse med overfaldene. Ved første valgrunde blev det højrenationale parti National Samling (RN) den store vinder med 33 procent af stemmerne, og partiet håber på at kunne mønstre et absolut flertal efter anden valgrunde. Det er bebudet, at 30.000 betjente vil blive indsat i de franske gader søndag i forbindelse med valgets anden runde, og heraf vil 5.000 være mobiliseret i Paris. Regeringens talskvinde, Prisca Thevenot, er en af de politikere, der under valgkampen er blevet udsat for overfald. Hun kom ikke selv noget til, men to fra hendes kampagnehold blev kørt på hospitalet, efter at en gruppe på omkring 20 unge havde overfaldet dem. Også Nicolas Conquer fra det republikanske parti har berettet om, at han er blevet overfaldet af venstreorienterede kampagnefolk i byen Cherbourg i det nordvestlige Frankrig. Anden valgrunde vil afgøre, om RN for første gang kan mønstre et parlamentarisk flertal og dermed kan danne regering i Frankrig. Præsident Emmanuel Macrons midterblok, Ensemble, og venstrefløjsalliancen, Den Nye Folkefront, har dog i et forsøg på at undgå dette ladet 200 kandidater trække sig i deres valgkredse for at samles om den kandidat, der har bedst mulighed for at slå kandidaten fra National Samling (RN). https://www.berlingske.dk/internationalt/frankrigs-premierminister-maner-til-besindelse-efter-mere-end-50
分享